Why I am terrified to go back home

IMG_6623

Det her er noget der vægter rigtig, rigtig tungt for mig lige nu – pros & cons ved at tage hjem til Danmark. Umiddelbart må det jo lyde lidt loco at der skulle være cons ved at returnere til familie og venner, når man har haft en udfordrende rejse der ikke helt har været så eventyrlig som håbet. Sandheden er bare at like it or not, så er det her blevet til mit hjem, min hverdag, mit liv. Det kan sætte nogle tanker igang at jeg kun tager hjem netop pga. savn til familie og venner, men ikke rigtigt for mig selv. Jeg har ikke et job eller et studie at komme hjem til, heller ikke nogen idé om at skulle igang med noget bestemt. Jeg render og tænker utroligt meget over at min tid, uanset hvad, snart render ud i Australien – men jeg føler mig ikke klar til det. For at skulle hjem til Danmark skræmmer mig faktisk.
Jeg er hunderæd over at komme hjem, komme mig over et glædeligt gensyn med alle jeg elsker, og så ellers stå uden noget som helst at tage mig til. Jeg forventer ikke at min omgangskreds derhjemme vil forstå tankerne der florerer rundt – how could they? Jeg har ikke engang rigtig forstand på dem.

For at opstille det så simplificeret som muligt, har Danmark dét jeg savner i Australien, og Australien dét jeg savner ved Danmark. Jeg har forelsket mig i den simple frihed der er ved at leve et sted hvor man fra den ene dag til den anden kan skifte job eller bolig, rykke rundt i forskellige miljøer, arbejde sig op fra bunden og møde mennesker med historier man ellers aldrig ville have været i nærheden af.
Og kan man forklare alle de modstridene følelser dét bringer med sig? Nej. Jeg har en kæmpe konflikt kørende mellem hjerte og hjerne, som hver især ikke engang har helt styr på hvad de mener.

Dette skal ikke ses som et trist indslag, men var blot min mulighed for at forklare det never-ending tankeflow jeg kørende pt.

Kærlighed herfra ♡

Melanie - sign off


 

This is something that is weighing heavy on my mind right now – pros & cons of going home to Denmark. Immediately I guess it must sound a bit loco that there should be cons about returning to friends and family when you’ve had a challenging trip that didn’t turn out as magical as hoped. The truth is, however, that like it or not this has become my home, my everyday, my life. It can get me thinking that I’m only really going home because I miss my friends and family but not really for me. I don’t have a job or studies to go home to, nor do I have any specific plans in mind. I’m running around thinking about the fact that no matter what my time in Australia is almost over, but I just don’t feel ready for it. Because going home to Denmark scares me. I’m terrified to come home, get past the happy reunion with my loved ones and then be left with nothing to do with myself. I don’t expect that people at home will understand my thoughts about it – how could they? I don’t even really get them.

To put it in the simplest terms possible; Denmark has what I’m missing in Australia and Australia has what I’m missing in Denmark. I’ve fallen in love with the simple freedom there is in living in a place where it’s possible from one day to the other to change jobs or home, move around in different environments, work your way up from the bottom, and meet people with stories you’d normally never get to hear.
And is it possible to explain all of the contradicting feeling that brings? Nope. I’ve got a major internal conflict going on between my heart and brain – neither of which are completely set on an opinion.

This is not meant to be a sad post but was merely an opportunity to explain my never-ending though flow of the moment.

Love from Straya ♡

Back on track: Wanting to feel fit!

IMG_4110 kopi

Før jeg tog til AU vil jeg vove at påstå at jeg var i den nogenlunde bedste form jeg nogensinde har været i. Siden da er det så gået lidt ned ad bakke… Derhjemme var jeg inde i en rigtig god rutine med at få trænet og spist ordentligt – og selvom at jeg godt nok har holdt mig rimelig clean madmæssigt herhenne, så har træningen desværre været røget på hylden.
Efter at have set et shit ton af videoer af diverse fitness guruer på Youtube, blev motivationen dog gravet frem igen. Og da drengene på jobbet, som ellers er typerne der frygter grøntsager, snakkede om at de trænede, skulle det virkeligt ikke hedde sig at jeg ikke engang kunne få lettet røven og komme igang.
Så nu sker det – jeg vælger at investere i mig selv og komme tilbage på rette spor.

Jeg prøver at starte let ud, da jeg også har et rimeligt fysisk job og hang til skader når jeg bliver lidt for ivrig og giver den for meget gas for hurtigt. Indtil videre er det blevet til 5-6 gode workouts, og forhelvede hvor er det fantastisk at mærke kroppen arbejde igen.
Der fyres op for musikken, og så går turen mod en legeplads der ligger et par blokke væk. Jeg kan bedst lide at træne sent, så på det tidspunkt er den dejlig tom og fungerer som et gratis gym. Vejret er bare ikke altid lige godt, men når jeg først har fastslået mig en workout dag, tvinger jeg mig selv ud uanset hvad!
Sidenote: Working out in the pouring rain makes you feel like a total badass.

Melanie - sign off


 

Before I left for Australia, I’m pretty sure I was in the best shape of my life so far. Since then things have sort of gone down hill… At home I had a really good routine going on with workouts and eating right – and even though I’ve kept my diet pretty clean here, the training part has been left behind unfortunately.
After watching a shit ton of videos by various fitness gurus on Youtube, I got the motivation back though. And when the guys at work – the type who is terrified of vegetables – talked about training, I really couldn’t live with the fact that I couldn’t even get off my ass and do so as well.
So now it’s happening – I’m investing in myself and getting back on track.

Since I have a pretty physical job, and a tendency to get injured when I get too eager and power through too fast, I’m trying to start off easy. So far it’s amounted to 5-6 good workouts, and my god, it’s amazing to feel the burn again.
I blast up the music and run a couple of blocks down towards a little playground. I personally prefer to workout late at night, so at that time it’s kid free and makes for a decent free gym. The weather isn’t always my friend but if I’ve set my mind to working out that day, I make it happen no matter what!
Sidenote: Working out in the pouring rain makes you feel like a total badass.

<!– WGCCxxx –>

6 months in Australia

unspecified2

Wow… Jeg synes det er voldsomt at kunne have talt uger og måneder for hvor lang tid jeg har været væk fra Danmark, men da jeg så i kalenderen at den her dag var på vej havde jeg ærligt talt ingen ord.
Jeg kan slet ikke fatte at jeg nu kan sige at jeg ikke har været hjemme i ET HALVT ÅR. Ja undskyld mig, men det er fandme lang tid!

Jeg er fuldstændigt overvældet af så mange blandede følelser at jeg umuligt kan sætte ord på det. Samtidig sidder jeg med følelsen af at selv hvis jeg kunne få ordene frem, ville ingen helt kunne forstå hvordan jeg har det. Da jeg jeg stod i afgangshallen i Cph lufthavn i februar, var jeg klar på eventyr, sol, oplevelser og på at komme væk fra lille DK. So far… Ja, har du læst lidt med på bloggis, så ved du at turen absolut ikke har været lutter lagkage indtil videre. Jeg holder fast i at den om andet er karakterbyggende som bare fanden, men jeg er ikke i tvivl om at det er noget af det hårdeste jeg nogensinde kommer til at gennemgå i mit liv.

Jeg aner stadig ikke hvad pokker jeg laver, men nu har jeg efterhånden et helt nyt slags tidspres på mig. Jeg har en returbillet til DK der hjemmefra var booket til september, og da jeg stadig ikke aner hvornår jeg rent faktisk smutter, skal den jo rykkes. Hvor hårdt det end er at være her, er tanken om at forlade hvad der trods alt er blevet hverdag, virkelig svær. Åha ja, livet skal sgu ikke være nemt, var?
Idag er vidst selskrevet til lidt introspektion og sentimentale tanker om et halvt års tid siden (link).

Melanie - sign off



Wow… It’s been crazy counting weeks and months passing by for how long I’ve been away from Denmark, but looking in the calendar and seeing this day coming? I honestly had no words. I cannot believe that I’m now able to say that I’ve been away from home for HALF A YEAR. I’m sorry, but that’s a long fucking time!

I’m completely overwhelmed with so many mixed emotions that it’s impossible for me to put into words how I feel. At the same time I’m stuck with the feeling that even if I could, nobody would really be able to fully understand. When I stood in the departure hall of Cph airport, I was ready for adventure, sun, experiences, and getting away from little DK. So far… Well, if you’ve read los blogos a little, you’ll know that the trip really hasn’t been a cake walk. I’m holding on to the fact that no matter what, it’s character building as hell – but there’s no doubt in my mind that this is one of the toughest things I’ll ever go through in my life.

I still have no idea what the hell I’m doing and now there’s a whole new kind of time pressure on me. I have a return ticket to DK that was booked for September before I left home, and since I still have no idea when I’m actually departing, I have to move the date. In spite of how hard it is to be here right now, the thought of having to leave what’s become an everyday life is really difficult. Ah yes, I guess life’s just not meant to be easy, huh?
I think today is a natural day for some introspection and sentimental thoughts on life about half a year ago (link).

The World’s longest day!

Vivid - Botanical gardens

For ca. en måned siden, havde jeg et tidligt job interview for jobbet jeg nævnte i et tidligere indlæg.
Det var mildest talt en interessant dag.

Min bus kører lige foran næsen på mig og den næste når jeg at vente på i tyve minutter, før jeg hopper på en taxa. Jeg står af på det forkerte gadehjørne og har allerede skiftet til hæle da jeg opdager det, så må derfor spæne to blokke videre i bedste Carrie Bradshaw stil, løbe for langt, og så ellers have et stille astma anfald i elevatoren op på 9. etage. Jeg kommer ind ad døren med 2 minutter til gode, som den eneste i gruppesamtalen der ikke allerede har udfyldt sine informationer.

Efterfølgende ender jeg med at falde i snak med to piger der var med til interviewet, og vi ender med at sidde og sludre på Starbucks i nogle timer. Derefter fortsatte mig og den ene pige videre til en butik der forhandler makeup, special effect produkter ect. og skilte ellers veje derefter. Mobilos var døende og da jeg skal ringe mig ind i min opgang, valgte jeg at nappe et midlertidigt stop derhjemme for ikke at blive låst ude. Derfra vadede jeg til det lokale supermarked – godt og vel 20 minutters gang op og ned af et par seriøse bakker. Da jeg endelig kom hjem, opdager jeg at jeg har været så smart at glemme halvdelen af mine varer i butikken… Fedt. Jeg får ringet til dem og de har heldigvis sat tingene til side. Så mig tilbage til supermarkedet og så ellers videre til Vivid i den anden modsatte ende af byen for at få taget de sidste par billeder inden det hele lukkede ned samme weekend.

imageimage

Slæben af tasker og koncentreret fotografering, ender med at jeg opdager at min halskæde er flået op og at vedhænget (Jane Kønig Stjernetegn – en gave fra min mormor og morfar) er væk. Vader frem og tilbage 4 gange for at se om jeg kan finde det, men uden held. Derefter går jeg deprimeret til Canons hovedkvarter, hvor de i anledning af Vivid giver gratis A3 og A2 print af ens billeder. Jeg får printet i alt 4 billeder som jeg er rimeligt tilfreds med, og vil så prøve at vende snuden hjemad. Busser og toge er på det her tidspunkt rimeligt ukoordinerede når man skal til min adresse, så derfor tager det godt og vel en time. Bum, klokken slår midnat og jeg er endeligt rigtigt hjemme, og skal først NU til at foodpreppe så jeg kan fodre mig selv af over den travle arbejdsweekend jeg har forude.
Da jeg tømmer min taske kunne jeg nærmest tude af glæde da mit vedhæng, der var blevet væk nogle timer tidligere, åbenbart var landet på bunden af min taske. Suk.
Og så var det vidst nok eventyr for en dag.

Melanie - sign off



About a month ago I had an early job interview for the job I mentioned in a previous blogpost. It was an ‘interesting’ day to say the least.

My bus drove off right in front of me and after realizing that the next one is over 20 minutes late, I jump in a cab. I get out at the wrong street corner, and have already changed into my heels when I realize – forcing me to sprint two blocks further, Carrie Bradshaw style, run too far, and having a minor asthma attack in the elevator to the 9th floor. I get in the door with 2 minutes to spare, as the only one in the group interview who doesn’t have her information filled out yet.

Following the interview, I end up going to Starbucks with two of the other girls and chitchat for a couple of hours. After that, we went to a store that sells makeup, special effect supplies, ect. and part ways from there. My phone was dying, and because I have to call my building door to enter, I decided to do a pitstop at home in order to not get locked out. Then I wandered to the local supermarket – a 20 minute walk up and down some serious hills, only to get back home and realize that I had forgotten half of my stuff at the store. Great. I called them up and thankfully they had spotted my stuff and put it aside. So I go allll the way back and from there I jump on a bus to go to Vivid on the opposite side of the city, in order to get some pictures in before it closed down that same weekend.

The lugging of bags and some very focused picture snapping leads to me noticing that my necklace has been ripped open and the pendant is missing. I walk back and forth 4 times looking for it without any luck. Feeling down in the dumps, I go to Canon’s headquarters where they are printing free A4 and A2 copies of your pictures because of Vivid I get 4 pictures, that I am somewhat satisfied with, printet and start making my way home. At this hour, busses and trains are more or less uncoordinated when aiming for my address so it takes me forever. Bam, it’s midnight and I’ve only just gotten home for real and need to start foodprepping in order to be able to feed myself during the upcoming busy work weekend.
When I empty out my bag, I could almost cry I’m so happy – the pendant I had lost a couple hours ago had apparently landed in the bottom of my bag. Sigh.
And I think that was enough adventure for one day.

Always trust your gut feeling

DSC00796

“Over de sidste par uger er der sket lidt ting som jeg ikke har delt ud af. Jeg har været til en række samtaler hos et agentur, angående et casual job som Brand Ambassadør – og fik det sådan set.
Mit problem er bare at jeg i forbindelse med forberedelserne pludseligt havde alt for mange ting på to-do listen, hvilket har resulteret i at stressen over det hele overskyggede produktiviteten.
Derudover tror jeg at jeg har skudt lidt for højt i forhold til om jeg i det hele taget føler for jobbet, så alt i alt bliver armene altså ikke løftet op over hovedet i en sejrsdans pt.

“Fake it ‘til you make it” er et rimeligt velkendt ordsprog, men hvad fanden gør man så? Der er jo altså bare ting man ikke kan fake sig igennem.

Mit første job er i næste uge, men starter så småt imorgen hvor det pågældende brand står for en briefing af de produkter der skal arbejdes med. Reglerne for ens udseende er utroligt strikse, og bare det at finde et godkendt outfit inden da er derfor også en af de mange ting fra listen der presser på.
Aldrig har shopping været så frustrerende. Så ja, stressniveauet er tårnhøjt, søvnkvaliteten er vældigt sølle – bum.”

Ovenstående blev skrevet af en stresset Melanie for en uge siden, som ikke kunne få taget sig sammen til at beslutte om det skulle postes eller ej. Det blev tydeligvis et nej, men det er ligegyldigt nu. Kort efter at jeg var nået mit kogepunkt, og efter en lang samtale med en savnet veninde fra Danmark, indså jeg at jeg simpelthen ikke kunne gå imod min mavefornemmelse. Erfaring har, specielt over de sidste par år, fortalt mig at det kun kan gå galt når jeg prøver at trodse den – og derfor valgte jeg at melde fra til jobbet.
Jeg har altid været hård ved mig selv og finder det ikke specielt fedt at føle mig som en quitter.
Men samtidig finder jeg ro ved at vide, at det trods alt var den rette beslutning for mig at tage.

Helt zen tror jeg sgu aldrig at jeg bliver, men maven har det bedre.

Melanie - sign off



“Over the past couple of weeks, some stuff has been going on that I haven’t been sharing. I have been attending a couple of interviews with an agency, regarding a casual position as Brand Ambassador – and actually landed it. My problem is, that when starting with all the prep work for it, all of the sudden my to-do list became too overwhelming and caused the stress of everything to cloud my productivity. Additionally, I think that I might have over shot it a bit in regards to whether or not I even liked the job, so I’m not 
exactly running around with my arms in the air.
“Fake it ‘til you make it” is a pretty well-known saying, but what the hell then?
You can’t exactly fake your way through everything.

My first job is next week, but slowly starts off tomorrow when the brand de jour is doing a briefing on the products we’ll be working with. The grooming guidelines are so incredibly strict and merely finding an approved outfit is therefor one of the many thing from the list that’s gnawing at me. Never ever has shopping been so frustrating. So yeah, stressing out and hardly sleeping.”

The above was written a week ago by a stressed out Melanie who couldn’t decide whether or not to even post about it. Clearly I didn’t, but it would have been a moot point anyways now. Shortly after I had reached my boiling point, and had had a long conversation with a friend from Denmark, I realized that I couldn’t go against my gut feeling. Experience, especially over the past couple of years, has taught me that it only goes down hill when I try ignoring it – and so I chose to pass on the job. I’ve always been hard on myself and don’t particularly fancy feeling like a quitter – but at the same time I feel calmer knowing that inspite of everything, it was the right decision for me.

I doubt that I’ll ever be completely Zen but my gut sure is feeling better.