6 months in Australia

unspecified2

Wow… Jeg synes det er voldsomt at kunne have talt uger og måneder for hvor lang tid jeg har været væk fra Danmark, men da jeg så i kalenderen at den her dag var på vej havde jeg ærligt talt ingen ord.
Jeg kan slet ikke fatte at jeg nu kan sige at jeg ikke har været hjemme i ET HALVT ÅR. Ja undskyld mig, men det er fandme lang tid!

Jeg er fuldstændigt overvældet af så mange blandede følelser at jeg umuligt kan sætte ord på det. Samtidig sidder jeg med følelsen af at selv hvis jeg kunne få ordene frem, ville ingen helt kunne forstå hvordan jeg har det. Da jeg jeg stod i afgangshallen i Cph lufthavn i februar, var jeg klar på eventyr, sol, oplevelser og på at komme væk fra lille DK. So far… Ja, har du læst lidt med på bloggis, så ved du at turen absolut ikke har været lutter lagkage indtil videre. Jeg holder fast i at den om andet er karakterbyggende som bare fanden, men jeg er ikke i tvivl om at det er noget af det hårdeste jeg nogensinde kommer til at gennemgå i mit liv.

Jeg aner stadig ikke hvad pokker jeg laver, men nu har jeg efterhånden et helt nyt slags tidspres på mig. Jeg har en returbillet til DK der hjemmefra var booket til september, og da jeg stadig ikke aner hvornår jeg rent faktisk smutter, skal den jo rykkes. Hvor hårdt det end er at være her, er tanken om at forlade hvad der trods alt er blevet hverdag, virkelig svær. Åha ja, livet skal sgu ikke være nemt, var?
Idag er vidst selskrevet til lidt introspektion og sentimentale tanker om et halvt års tid siden (link).

Melanie - sign off



Wow… It’s been crazy counting weeks and months passing by for how long I’ve been away from Denmark, but looking in the calendar and seeing this day coming? I honestly had no words. I cannot believe that I’m now able to say that I’ve been away from home for HALF A YEAR. I’m sorry, but that’s a long fucking time!

I’m completely overwhelmed with so many mixed emotions that it’s impossible for me to put into words how I feel. At the same time I’m stuck with the feeling that even if I could, nobody would really be able to fully understand. When I stood in the departure hall of Cph airport, I was ready for adventure, sun, experiences, and getting away from little DK. So far… Well, if you’ve read los blogos a little, you’ll know that the trip really hasn’t been a cake walk. I’m holding on to the fact that no matter what, it’s character building as hell – but there’s no doubt in my mind that this is one of the toughest things I’ll ever go through in my life.

I still have no idea what the hell I’m doing and now there’s a whole new kind of time pressure on me. I have a return ticket to DK that was booked for September before I left home, and since I still have no idea when I’m actually departing, I have to move the date. In spite of how hard it is to be here right now, the thought of having to leave what’s become an everyday life is really difficult. Ah yes, I guess life’s just not meant to be easy, huh?
I think today is a natural day for some introspection and sentimental thoughts on life about half a year ago (link).

The World’s longest day!

Vivid - Botanical gardens

For ca. en måned siden, havde jeg et tidligt job interview for jobbet jeg nævnte i et tidligere indlæg.
Det var mildest talt en interessant dag.

Min bus kører lige foran næsen på mig og den næste når jeg at vente på i tyve minutter, før jeg hopper på en taxa. Jeg står af på det forkerte gadehjørne og har allerede skiftet til hæle da jeg opdager det, så må derfor spæne to blokke videre i bedste Carrie Bradshaw stil, løbe for langt, og så ellers have et stille astma anfald i elevatoren op på 9. etage. Jeg kommer ind ad døren med 2 minutter til gode, som den eneste i gruppesamtalen der ikke allerede har udfyldt sine informationer.

Efterfølgende ender jeg med at falde i snak med to piger der var med til interviewet, og vi ender med at sidde og sludre på Starbucks i nogle timer. Derefter fortsatte mig og den ene pige videre til en butik der forhandler makeup, special effect produkter ect. og skilte ellers veje derefter. Mobilos var døende og da jeg skal ringe mig ind i min opgang, valgte jeg at nappe et midlertidigt stop derhjemme for ikke at blive låst ude. Derfra vadede jeg til det lokale supermarked – godt og vel 20 minutters gang op og ned af et par seriøse bakker. Da jeg endelig kom hjem, opdager jeg at jeg har været så smart at glemme halvdelen af mine varer i butikken… Fedt. Jeg får ringet til dem og de har heldigvis sat tingene til side. Så mig tilbage til supermarkedet og så ellers videre til Vivid i den anden modsatte ende af byen for at få taget de sidste par billeder inden det hele lukkede ned samme weekend.

imageimage

Slæben af tasker og koncentreret fotografering, ender med at jeg opdager at min halskæde er flået op og at vedhænget (Jane Kønig Stjernetegn – en gave fra min mormor og morfar) er væk. Vader frem og tilbage 4 gange for at se om jeg kan finde det, men uden held. Derefter går jeg deprimeret til Canons hovedkvarter, hvor de i anledning af Vivid giver gratis A3 og A2 print af ens billeder. Jeg får printet i alt 4 billeder som jeg er rimeligt tilfreds med, og vil så prøve at vende snuden hjemad. Busser og toge er på det her tidspunkt rimeligt ukoordinerede når man skal til min adresse, så derfor tager det godt og vel en time. Bum, klokken slår midnat og jeg er endeligt rigtigt hjemme, og skal først NU til at foodpreppe så jeg kan fodre mig selv af over den travle arbejdsweekend jeg har forude.
Da jeg tømmer min taske kunne jeg nærmest tude af glæde da mit vedhæng, der var blevet væk nogle timer tidligere, åbenbart var landet på bunden af min taske. Suk.
Og så var det vidst nok eventyr for en dag.

Melanie - sign off



About a month ago I had an early job interview for the job I mentioned in a previous blogpost. It was an ‘interesting’ day to say the least.

My bus drove off right in front of me and after realizing that the next one is over 20 minutes late, I jump in a cab. I get out at the wrong street corner, and have already changed into my heels when I realize – forcing me to sprint two blocks further, Carrie Bradshaw style, run too far, and having a minor asthma attack in the elevator to the 9th floor. I get in the door with 2 minutes to spare, as the only one in the group interview who doesn’t have her information filled out yet.

Following the interview, I end up going to Starbucks with two of the other girls and chitchat for a couple of hours. After that, we went to a store that sells makeup, special effect supplies, ect. and part ways from there. My phone was dying, and because I have to call my building door to enter, I decided to do a pitstop at home in order to not get locked out. Then I wandered to the local supermarket – a 20 minute walk up and down some serious hills, only to get back home and realize that I had forgotten half of my stuff at the store. Great. I called them up and thankfully they had spotted my stuff and put it aside. So I go allll the way back and from there I jump on a bus to go to Vivid on the opposite side of the city, in order to get some pictures in before it closed down that same weekend.

The lugging of bags and some very focused picture snapping leads to me noticing that my necklace has been ripped open and the pendant is missing. I walk back and forth 4 times looking for it without any luck. Feeling down in the dumps, I go to Canon’s headquarters where they are printing free A4 and A2 copies of your pictures because of Vivid I get 4 pictures, that I am somewhat satisfied with, printet and start making my way home. At this hour, busses and trains are more or less uncoordinated when aiming for my address so it takes me forever. Bam, it’s midnight and I’ve only just gotten home for real and need to start foodprepping in order to be able to feed myself during the upcoming busy work weekend.
When I empty out my bag, I could almost cry I’m so happy – the pendant I had lost a couple hours ago had apparently landed in the bottom of my bag. Sigh.
And I think that was enough adventure for one day.

Bright lights, big city // Vivid Sydney

image

For godt og vel en måneds tid siden var Sydney hærget af lys, kunst, musik – events af alle former, under festivallen ‘Vivid’. Har du nogensinde set billeder af Operahuset med mystiske mønstre udover det hele? That’s the one.
Jeg havde ikke rigtigt haft kameraet fremme i et godt stykke tid efterhånden, men hvis der er noget jeg ikke vil nøjes med crappy iPhone billeder af, så er det dét her.

image

Udover selvfølgelig broen og operahuset, var der også en masse mindre installationer og interaktive opsætninger rundt omkring – dem har jeg dog kun lidt crappy billeder af da mit hovedfokus var ovenstående. Lidt turist style billeder skal der dog også være plads til! Haha..

Vivid - Botanical gardens 200th
Sydney’s Royal Botanical Gardens celebrated their 200th anniversary.

Siden da har kameraet boet på en hylde i skabet, hvilket ærger mig lidt, men jeg håber på at der snart kommer lidt inspiration på fotografi fronten igen.

Melanie - sign off



About a month ago Sydney was plastered in lights, art, music – events of all kinds because of the festival ‘Vivid’. Have you ever seen pictures of the Opera house with intricate patterns all over it? That’s the one.
I hadn’t been active with my camera for quite a while but if there was ever something crappy iPhone pictures just wouldn’t cover, it’s that.

Besides the bridge and opera house, of course, there was a bunch of other smaller installations and interactive set ups all over. My focus was mainly on the the opera house so I only really got somewhat crappy pictures of the rest. I allow myself to keep some crappy touristy style pics though, haha..

Since then, the camera has been living on a shelf my closet. That’s really kind of a bummer but hopefully soon there’ll be some more inspiration on the photography front again.